Slidgigt i lænden
Anatomi og diagnosticering
Symptomerne på slidgigt i lænden er tiltagende smerter i lænden, som ikke mindskes ved konservativ behandling, dvs. relevant smertestillende og systematisk rygtræning. En stivgørende operation med eller uden indsættelse af skruesystem og knogletransplantation vil i langt de fleste tilfælde kunne afhjælpe generne i betydelig grad.
Operation for slidgigt i lænden
Inden operation for slidgigt i lænden er der foretaget røntgenbillede af lænden samt også ofte en MR-skanning og eventuelt funktionsoptagelser ved mistanke om instabilitet. Operationen foregår med patienten liggende på maven. Inden operationen har kirurg og patient aftalt, om der skal laves en stivgørende operation udelukkende med knogleprotese, eller om der skal suppleres med indsættelse af skruesystemer.
Bedøvelse
Operation for slidgigt i lænden foregår under fuld bedøvelse.
Indlæggelse
Du vil blive indlagt på operationsdagen og udskrevet ca. 2-4 dage efter operationen.
Risici for komplikationer ved operation
Der er risiko for fejlplacering af skruer. Re-operationer grundet dette er opgjort til 1% af patienterne.
Risiko for infektion i såret er lavt, da der bliver anvendt antibiotika før og efter operationen.
Efterforløb
Såfremt der ikke anvendes skruesystemer, vil du dagen efter blive mobiliseret med et korset, som du kan tage af og på. Korsettet skal anvendes de næste 4 måneder, mens knoglen heler.
Allerede samme dag efter operation for slidgigt i lænden skal du kunne sidde op - og allerhelst stå. De næste dage er primært fokuseret på at øge de daglige færdigheder, således at du på udskrivelsestidspunktet er i stand til at klare dig selv i hjemmet. Siddende transport hjem fra hospitalet er normalt.
Du skal have blodfortyndende medicin 7 døgn efter operationen.
Du skal forvente at være sygemeldt 3-4 måneder og følge en genoptræningsplan, der bliver udarbejdet i samarbejde med OPAs fysioterapeuter.
