_
Udskriv

Meget tilfredse patienter



OPA spørger løbende patienterne om, hvor tilfredse de er med at blive behandlet på hospitalet. Tilfredsheden er meget høj over hele linjen.

OPA offentliggør hvert kvartal patienternes vurdering af behandlingen på hospitalet. Målingerne bliver brugt til hele tiden at forbedre kvalitet og service. Nedenstående tal er offentliggjort den 7. december 2010 og er baseret på 219 svar.

Tiden før en behandling hos OPA er vigtig for patienternes oplevelse af hele forløbet. Her siger knap 96 pct., at de i høj grad havde en tilfredsstillende første kontakt med OPA, og næsten lige så mange tilkendegiver, at tidsrummet fra den første henvendelse til forundersøgelse hos OPA i høj grad var tilfredsstillende.


Tillid til lægen

Patienterne fortæller, at de i høj grad fik den information og vejledning, de havde brug for, og over 97 pct. siger, at de i høj grad havde tillid til lægen og de beslutninger, der blev truffet. Godt 96 pct. af patienterne siger, at de i høj grad oplevede menneskelig forståelse og omsorg under behandlingsforløbet ved OPA.
Og det er meget trygt at blive kørt på operationsstuen, hvor stemningen er behagelig. Det siger 99 pct.


Væk med kvalme og smerter

Over 95 pct. var i høj grad tilfreds med behandlingen af kvalme og smerter på opvågningsstuen. Efter en operation kommer mange patienter på sengeafdelingen, hvor over 97 pct. i høj grad følte, at de blev godt modtaget, og knap 97 pct. sagde, at sygeplejen var meget tilfredsstillende.
Også tiden efter opholdet får stor ros for god smertebehandling, god opfølgende samtale med en sygeplejerske og relevant og forståelig information ved udskrivelsen.


Glade pårørende

De pårørende er også meget tilfredse. Godt 97 pct. siger, at de i høj grad var tilfreds med deres oplevelse på OPA. Stort set alle – 99 pct. – roser de fysiske rammer, hvor den gode mad også er med til at gøre opholdet behageligt.


Download statistik

Hvis du vil se en samlet grafisk statistik over resultatet, kan du downloade den her