_

Operation for forsnævret rygmarvskanal i lænden


 

Anatomi og diagnosticering

Den latinske betegnelse for forsnævret rygmarvskanal i lænden er spinalstenose. En forsnævret rygmarvskanal i lænden er en gradvis udviklende tilstand, der medfører tiltagende føleforstyrrelser og snurrende fornemmelse i benene, kortere gangdistancer og lændesmerter.


Ved forsnævret rygmarvskanal i lænden bemærker patienten en gradvis reduktion i benenes ydeevne. Gangdistancen reduceres, men der er ikke problemer med at cykle. Der opstår smerter, som kan lindres ved at bøje sig forover. Smerterne sidder i lænden og stråler ned i det ene eller begge ben, men forsvinder ofte helt ved hvile. For at komme en præcis diagnose nærmere, er det nødvendigt at udføre et grundigt undersøgelsesprogram. Dette indbefatter en grundig objektiv undersøgelse og røntgenbilleder af lænderyggen.


Ofte suppleres disse undersøgelser af en MR-skanning af lænderyggen, hvor man er i stand til at påvise nedslidning af båndskiver, slidgigt facetled (styreled) og eventuelle diskusprolapser. Evt. er der i stedet lavet en undersøgelse med kontrastvæske eller CT-skanning, hvor pladsforholdene i lænden bliver tydeligt belyst.

 

Operation for forsnævret rygmarvskanal i lænden

Afhængigt af resultaterne af de ovennævnte undersøgelser vil en behandling kunne tilrettelægges. Det primære formål med en operation for forsnævret rygmarvskanal er at skabe plads i rygmarvskanalen på de steder, hvor der er påvist en betydelig forsnævring. Dette kaldes en lumbal dekompression. Såfremt dekompressionen skal være meget omfattende (i tilfælde af svær forsnævret rygmarvskanal), vil det være nødvendigt at supplere med en stivgørende operation med eller uden indsættelse af skruesystemer. Selve operationen bliver udført med patienten liggende på maven.

 

Bedøvelse

Operation for forsnævret rygmarvskanal foregår under fuld bedøvelse.

 

Indlæggelse

Du vil blive indlagt på operationsdagen og udskrevet ca. 1-2 dage efter operationen. Før udskrivelsen vil du blive instrueret i et hjemmetræningsprogram.

 

Risici for komplikationer ved operation

I forbindelse med operationen er der risiko for beskadigelse/hul på rygmarvshinden, hvilket skal repareres. Hyppigheden af denne komplikation er omkring 7%. Skaden vil medføre 1-2 dages ekstra sengeleje før, du kan mobiliseres.

Der er selvfølgelig risiko for fejlplacering af skruer under operationen, men dette er ligeledes meget sjælden. Antallet af re-operationer grundet dette opgjort til 1%.


Efterforløb

Såfremt der ikke anvendes skruesystemer, vil du dagen efter blive mobiliseret med et korset, som du kan tage af og på. Korsettet skal anvendes de næste 4 måneder, mens knoglen heler. Allerede dagen efter operationen skal du kunne sidde op - og allerhelst stå. De næste dage er primært fokuseret på at øge de daglige færdigheder, således at du på udskrivelsestidspunktet er i stand til at klare dig selv i hjemmet. Siddende transport hjem fra hospitalet er normalt.
Du skal forvente at være sygemeldt 2-3 måneder.
 

Priser

Se vejledende prisliste for priser.

Læs eller download patientinformation

Patientinformation om forsnævret rygmarvskanal i lænden - lumbal dekompression