Mortons neurom - frilægning af nerve på foden
Anatomi og funktion
Mortons neurom er en godartet nerveknude, som er en hævelse af det væv, der omgiver en følenerve (sensorisk nerve) til tæerne. Nerveknuderne opstår hyppigst mellem 3. og 4. tå.
Operation for Mortons neurom
Ved frilægning af nerve på foden fjernes nerveknuden, og hos langt de fleste opnås hel eller delvis smertelindring, men operationen medfører en varig følelsesløshed i et mindre område mellem tæerne.
Bedøvelse
Frilægning af nerve på foden foregår i fuld bedøvelse med efterfølgende lokalbedøvelse af foden.
Indlæggelse
Frilægning af nerve på foden udføres ambulant.
Risici for komplikationer ved operation
Som ved alle operationer er der en lille risiko for infektion, blødning eller årebetændelse.
Efterforløb
Du vil få udleveret en speciel hælsko, du skal bruge de første 4-6 uger efter operationen for at aflaste forfoden. Du må støtte til smertegrænsen og vil få udleveret krykkestokke.
