Kunstigt hofteled
Anatomi og funktion
Den altovervejende årsag til, at et hofteled skal udskiftes med et kunstigt hofteled, er slidgigt. Lidelsen er klassisk i pensionsalderen, men vi ser nu flere yngre patienter, som har behandlingskrævende slidgigt i hofteleddet. Det typiske for slidgigt i hofteleddet er, at der begynder at komme smerter i lysken sidst på dagen - efter hård aktivitet. Som slidgigten udvikler sig, ændres billedet fra at være gener under aktivitet til også at omfatte generende smerter i hvile. Når nattesøvnen påvirkes på trods af relevant medicinsk behandling, er der ofte ikke anden smertelindrende behandling end indsættelse af hofteprotese.
Operation - indsættelse af kunstigt hofteled
Indsættelse af en hofteprotese foretages almindeligvis med patienten i sideleje og via indskæring på udsiden af den syge hofte. Der anvendes konsekvent så kort en indskæring som muligt for at minimere påvirkningen af de omgivende muskler og sener. Hos udvalgte patienter kan der tilbydes kort indskæring via lysken. Den syge del af hofteleddet skæres bort - og hofteskålen samt lårbenet forberedes til en hofteprotese. Den ældre patient vil typisk få indsat en poleret hofteprotese i stål i lårbenet samt en plastikslidbane i hofteskålen. Begge disse komponenter fæstnes med knoglecement.
Bedøvelse
Indsættelse af kunstigt hofteled foretages oftest i rygbedøvelse, hvor du har mulighed for at få noget at sove på, så du føler dig afslappet under operationen.
Smertebehandling
Smertebehandlingen indledes allerede under operationen, hvor strukturerne i operationssåret infiltreres med langtidsvirkende smertedæmpende præparater. Desuden smertebehandles i dagene efter operationen med tabletter (syntetiske morfinpræparater og svagere smertestillende (f.eks Pamol)). Langt de fleste patienter har ved udskrivelsen udelukkende brug for Pamol.
Indlæggelse
Du indlægges på operationsdagen og bliver udskrevet efter 2-3 dage, afhængig af indskæringens længde, patientens alder samt dennes almene helbred.
Risici for komplikationer ved operation
Komplikationer efter indsættelse af et kunstigt hofteled er sjældne. Når disse forekommer, kan de dog være alvorlige. Risikoen for infektion omkring den indsatte hofteprotese er under 1% - og der gøres mange tiltag for at holde risikoen endnu lavere, bl.a. behandles alle med antibiotika, ligesom der opereres under skærpede omstændigheder. For at modvirke blodpropper behandler vi med blodfortyndende medicin i dagene efter operationen, ligesom der lægges meget arbejde i at få alle patienter ud af sengen allerede på operationsdagen. Under indsættelsen af en hofteprotese kan der utilsigtet forekomme en påvirkning af de nerver, som ligger omkring hoften. Skulle dette ske, er det oftest en forbigående gene med føleforstyrrelser og nedsat muskelfunktion i benet - men varige gener er set. Der kan danne sig en revne i knoglen omkring en hofteprotese. Dette vil almindeligvis blive observeret under operationen - og dermed umiddelbart blive behandlet. Sådanne brud i knoglen omkring protesen har almindeligvis ingen indflydelse på resultatet af operationen - men betyder dog ofte, at hoften skal aflastes i 4-6 uger.
En mindre forskel i benlængden efter operationen må kunne forventes - men vil ofte aldrig genere patienten. Større forskelle i benlængde korrigeres almindeligvis med indlæg. De første måneder efter operationen er det nye hofteled mere sårbart for ledskred. Patienterne instrueres derfor i forsigtighed med specifikke bevægelser i denne periode.
Efterforløb
Optræningen efter indsættelsen af en hofteprotese begynder allerede på operationsdagen med øvelser for modvirkning af blodpropper i benene - samt de første skridt omkring sengen. Flere patienter kan allerede på operationsaftenen bevæge sig rundt i afdelingen med to stokke. I dagene efter operationen udfører patient og fysioterapeut et struktureret program, som naturligvis kan tilpasses den enkeltes behov. Der er visse færdigheder, som skal kunne udføres, inden man forsvarligt kan klare sig i hjemmet. Disse optrænes du intensivt i. Du kan sagtens sidde som passager i en større bil hjem fra klinikken, men det er ikke tilrådeligt selv at være fører af bilen før tidligst 4-6 uger efter operationen. Efter operationen og rehabiliteringsperioden (de første 3 mdr) kan man atter foretage de fleste daglige gøremål, inklusive de fleste sportsaktiviteter. Der er således mange hoftepatienter, som dyrker badminton, tennis, golf, cykling og løb. Det er ikke tilrådeligt at dyrke kontaktidræt som fodbold, håndbold eller basketball. Skiløb kan sagtens udføres - men dog med respekt for vejret, patientens færdigheder på ski - samt ikke mindst sværhedsgraden af løjperne/pisterne.
Sygemelding
Sygemeldingsperioden efter indsættelse af kunstigt hofteled afhænger af patientens beskæftigelse. Ca. 4 uger anses for minimum, men længere sygemelding kan være nødvendigt i erhverv, der kræver gåen og ståen.
