Kellers operation for stiv storetå
Anatomi og funktion
Ved slidgigt i storetåens grundled kan tåen blive skæv og smertende, og der vil komme tiltagende stivhed i leddet, således at tåen ikke kan bøjes mere end 15 grader bagover. Tilstanden kan skyldes en skade mod tåen, for eksempel spark mod en sten eller ved tab af en tung genstand ned over leddet.
Kellers operation for stiv storetå
Ved Kellers operation for stiv storetå fjerner vi noget af knoglen i tåen, og patienten får herved en "dingletå". Der indsættes en metaltråd som stabilisering, og i løbet af nogle uger er der dannet arvæv, der også stabiliserer tåen. Tåen bliver en smule kortere af operationen. Vi anlægger en blød forbinding efter operationen.
Bedøvelse
Kellers operation for stiv storetå udføres i lokalbedøvelse. Efter ønske også i fuld bedøvelse.
Indlæggelse
Kellers operation for stiv storetå udføres ambulant.
Risici for komplikationer ved operation
Som ved alle operationer er der en lille risiko for infektion, blødning eller årebetændelse, ligesom der også altid er en lille risiko for at beskadige andre strukturer i foden.
Efterforløb
Efter 14 dage skal du have stingene fjernet, der normalt gøres af din egen læge. Efter 3 uger skal du til kontrol, hvor forbindingen fjernes. Den indlagte metaltråd fjernes efter 6 uger i lokalbedøvelse.
Sygemelding
Du sygemeldes normalt i 8 uger.
