Diskusprolaps i nakken
Anatomi og funktion
Selve båndskiven (diskus) mellem halshvirvlerne er opbygget af en kapsel med en lidt blødere central kerne. Diskusprolaps i nakken opstår, når båndskivens indhold går i stykker. Indholdet i båndskiven vil presse sig lidt bagud og trykke på kapslen, der eventuelt brister. Der kan derved opstå et tryk enten på den nerve, der passerer forbi på det sted og/eller på selve rygmarven. Herved opstår dels nakkesmerter, dels smerter og funktionsforstyrrelser i armen. Ved tryk på rygmarven kan der også opstå styringsbesvær af benene.
Operation for diskusprolaps i nakken
Under operation for diskusprolaps i nakken ligger du på ryggen. Der foretages et 3-4 cm skråsnit på højre side af halsens forside ind mod midten. Luftrør, spiserør og blodåre holdes til side. Derved frilægges forsiden af halshvirvelsøjlen. Den syge båndskive (diskus) fjernes, hvorved trykket på nerve og/eller rygmarv ophæves. For at bevare afstanden mellem hvirvlerne indsættes ved operationens afslutning en titanium cylinder, hvorved leddet stivgøres.
Bedøvelse
Operation for diskusprolaps i nakken foregår under fuld bedøvelse.
Indlæggelse
Du vil blive indlagt på operationsdagen og normalt udskrevet dagen efter. Du må stå ud af sengen samme dag, som du er opereret.
Risici for komplikationer ved operation
Betændelse i såret eller mellem hvirvlerne ses sjældent og opstår i under 1% af tilfældene. Beskadigelse af nerven, der er i klemme, og/eller af rygmarven er ligeledes meget sjældent og opstår i mindre end 1% af indgrebene. Afklemning af en nerve, der forsyner stemmelæberne, kan ligeledes opstå i op til 1% af indgrebene med en midlertidig hæshed til følge.
Efterforløb
Efter udskrivelse til hjemmet kan genoptræning gradvis øges.
Sygemelding
Du skal være sygemeldt i 1-4 uger efter operation for diskusprolaps i nakken, alt afhængig af dit erhverv.
