Carpal tunnel syndrom
Anatomi og funktion
En stor håndnerve kan være i klemme ved håndleddet. Nerven, som bl.a. forsyner tommelen, pegefinger, langemand og halvdelen af ringfingeren, ligger i bunden af en tunnel ved indersiden af håndleddet. Loftet i tunnelen udgøres af et kraftigt ledbånd, som går på tværs. Sygdommen giver bl.a. natlige smerter, kraftesløshed, problemer med finmotorikken samt føleforstyrrelser i de tre fingre.
Nerveledningsundersøgelse
Hvis der er mistanke om carpal tunnel syndrom er det ofte nødvendigt at lave en nerveledningsundersøgelse.
Undersøgelsen foretages ved at sætte nogle elektroder på 2. og 4. finger (henholdsvis pegefinger og ringfinger) samt på håndleddet. Herefter gives der små elektriske stød i begge fingre og signalet måles ved håndleddet. Det er en smule ubehageligt, men det gør ikke ondt.
Operation for carpal tunnel syndrom
Når vi foretager en operation for carpal tunnel syndrom, gennemskærer vi det ledbånd, som går på tværs. Ledbåndet kan godt undværes.
Bedøvelse
Operation for carpal tunnel syndrom udføres i lokalbedøvelse og blodtomhed. Hvis patienten ønsker det, kan operationen også udføres i fuld bedøvelse.
Indlæggelse
Operation for carpal tunnel syndrom foretages ambulant.
Risici for komplikationer ved operation
Som ved alle operationer er der en lille risiko for infektion, blødning eller årebetændelse. Der også altid en lille risiko for at beskadige andre strukturer i håndleddet.
Efterforløb
Efter 14 dage skal stingene og forbindingen fjernes, hvilket normalt gøres af egen læge. De første dage skal du sørge for at holde hånden eleveret overhjertehøjde, og du må derefter bruge hånden så meget som den "vil være med til". Du må forvente, at hånden vil være øm i længere tid, f.eks. hvis du "støder fra" på en bordplade. Når du er blevet opereret for carpal tunnel syndrom, er det almindeligt, at dine natlige smerter straks fortager sig. Hvis du i sygdomsforløbet har haft problemer med følesansen eller finmotorikken, kan det tage mange måneder, inden det går i orden.
Sygemelding
Du sygemeldes normalt i 6 uger.
