Afklemning af skulderhøjdeleddet
Anatomi og funktion
Afklemning af skulderhøjdeleddet sker ofte som følge af aldersbetinget slitage eller en tidligere skade mod kravebensleddet/skulderhøjdeleddet. Symptomerne er vedvarende smerter i skulderen og fornemmelse af ustabilitet i skulderhøjdeleddet.
Operation for afklemning af skulderhøjdeleddet
Ved operationen tilstræber vi at genskabe stabiliteten mellem kraveben og skulderblad. Operationen udføres via kikkertoperation eller med åben operationsteknik.
Der laves et 6-7 cm langt snit over den yderste del af kravebenet. Den yderste del af kravebenet fjernes. Der skabes herefter en ny ledbåndsforbindelse mellem kraveben og skulderblad.
Bedøvelse
Operation for afklemning af skulderhøjdeleddet foregår under fuld bedøvelse med efterfølgende blokade i skulderen.
Indlæggelse
Operation for afklemning af skulderhøjdeleddet foregår ambulant.
Risici for komplikationer ved operation
I sjældne tilfælde vil operationen kunne medføre følgende bivirkninger: Bevægeindskrænkning i skulderleddet, infektion, fortsatte skuldersmerter.
Efterforløb
Efter operationen skal skulderen holdes i ro i en armslynge i tre uger. Er operationen lavet artroskopisk (via kikkert), skal armslyngen kun anvendes få dage.
Du starter genoptræningen efter få dage med passive bevægeøvelser i tre uger. Herefter kan armen bruges igen uden restriktioner.
